Julemærkebørn trak i vaders på fisketur
Foto: Tommy Hald / TV2 Nord
En af eleverne får en instruktion i, hvordan fiskestangen virker. Fiskeklubben Pirken håber at kunne vække elevernes interesse for lystfiskeri.
48 børn fra julemærkehjemmet i Hobro kom tirsdag på fisketur ved den lokale fjord.
Julemærkeelev Frederik Gregersen står på bådbroen og vipper lidt med snøren. Mariager Fjord er spejlblank og morgendisen ved at lette.
- Jeg håber, jeg fanger en stor gedde eller sådan noget, siger han.
Nogle af de andre børn forsøger at få noget i deres neongule fiskenet. Der er gang i den, for det er alle 48 elever fra julemærkehjemmet i Hobro, der er taget på fisketur i Ørnedalen.
- Hvis man kommer til at kaste ind over hinanden, når man står på sådan et lille sted, bliver man viklet ind. Så skal man ude i vandet for at komme fri, forklarer Frederik Gregersen.
Vil glæde børnene
Turen er blevet stablet på benene med hjælp fra NB grej i Hobro, Ålestrup Naturefterskole og naturvejlederen fra Aalborg kommune.
- Det er for at glæde børnene. Vi skulle have holdt det sidste år, men så kom coronaen, siger Per Busk fra Sportsfiskerforeningen Pirken.
Jeg håber, de får de lyst til at fiske noget mere
Per Busk
- Så jeg er så glad for, at vi kunne tage på turen i dag.
Dagens program står på fiskeri og bålhygge. Og senere er der en overraskelse:
- Jeg glæder mig i især til at komme op på hjemmet, fordi så kan jeg overrække en præmie i form af at komme til Fårup Sommerland for alle 48 børn, siger Per Busk.
Vil vække interesse
Per Busk har også et lille ønske om, at dagens udflugt vækker en interesse for lystfiskeri.
- Jeg har en bagtanke om, at de får noget indsigt i at fiske og eventuelt får lyst til at prøve det noget mere, siger han og slutter:
- Man håber selvfølgelig på, at hvor end de kommer hen i verden, så får de lyst til at fiske.
Se hele indslaget om fisketuren herunder: