Quincy Antipas stopper i Hobro IK
Foto: Bo Amstrup, Scanpix
Efter denne sæson er det sluit med jubelscener med Pål Alexander Kirkevold og Quincy Antipas.
Efter fire år i Hobro er det slut for Quincy Antipas, der ikke får forlænget sin kontrakt.
Sportschefen kalder ham klubbens bedste indkøb nogensinde, men der bliver ikke en ny version af kontrakten mellem Quincy Antipas og Hobro IK, der udløber efter sæsonen.
´- Vi har talt med Quincy om, hvad fremtiden skulle bringe efter sæsonen, og begge parter har været enige om, at det nu er det rette tidspunkt at skilles, og derfor forlænger vi ikke aftalen, forklarer sportschef Jens Hammer Sørensen.
Sportschefen ser med stolthed tilbage på Quincy Antipas' rolle i Hobro IK og beskriver ham som det bedste indkøb i klubbens historie. Spilleren har dog været skadet i en lang periode.
- Quincy har i mine øjne været vores bedste indkøb nogensinde. Fra dag et har han passet perfekt ind som spiller og som menneske her i klubben. Han er en humørbombe uden lige og har taget alle med storm. Alle folk i og omkring Hobro IK elsker Quincy Antipas, lyder de rosende ord fra sportschef Jens Hammer Sørensen.
Quincy Antipas er i øjeblikket noteret for i alt 74 kampe og har scoret 11 mål i Hobro-trøjen. Seks af de 11 scoringer blev sat ind i efteråret 2017, hvor den 34-årige angriber fra Zimbabwe spillede 18 kampe.
Hobro IK spiller hjemme mod SønderjyskE på søndag kl. 16.00, og det kan være sæsonens sidste hjemmekamp. Derfor vil Quincy Antipas blive hyldet inden kampen sammen med Mads Justesen og Björn Kopplin, der heller ikke vil være at finde i Hobro-truppen i næste sæson.