BILA overtager sjællandsk robotfirma
Foto: BILA
Morsø-virksomheden BILA overtager konkursramt palleteringsvirksomhed for satse på global vækst.
Automatiseringsvirksomheden BILA på Mors overtager fra tirsdag samtlige aktiviteter i firmaet DAN-Palletiser i Vemmelev på Vestsjælland, der for nylig gik konkurs blandt andet på grund af tab på en stor ordre.
DAN-Palletiser er specialister inden for palleteringsanlæg til blandt andet fødevareindustrien i hele verden og har store virksomheder som Kelloggs, C&D Foods og Friesland Campina på kundelisten. På verdensplan har virksomheden leveret op mod 1200 anlæg.
– Vi er meget glade for nu at have lavet en aftale om overtagelse af samtlige aktiviteter i DAN-Palletiser. Det er vores vurdering, at DAN-Palletisers produkter supplerer vores egne palleteringsløsninger rigtig godt. Hvor vores robotbaserede palleteringsløsninger som regel egner sig bedst til større emner, er DAN-Palletisers lagpalleteringsløsninger målrettet mindre emner til brug i eksempelvis fødevareindustrien. Vi står derfor fremadrettet med et komplet og meget stærkt palleteringsprogram klar til international vækst, forklarer administrerende direktør Jan Bisgaard Sørensen fra BILA.
DAN-Palletiser kommer under det nye ejerskab til at køre selvstændigt videre under samme navn, fortæller direktøren.
– DAN-Palletiser har et stærkt brand også på det globale marked, hvor de gennem adskillige år har været et flagskib inden for palleteringsbranchen. Derfor ser vi et stort potentiale i at styrke vores eksisterende palleteringsforretning og vækste internationalt. Samtidigt styrker vi også vores serviceforretning på Sjælland, da DAN-Palletiser både har værksted og serviceafdeling..
DAN-Palletiser, der blev grundlagt i 1976, blev den 27. juni i år erklæret konkurs af Skifteretten i Næstved. Ikke mindst derfor skaber aftalen med BILA glæde i virksomheden.
– Vi er naturligvis utrolig glade og taknemmelige for at kunne fortsætte - endda under samme navn. BILA er det perfekte match for os, og vi ser en lang række synergier på tværs af de to virksomheder. Nu ser vi frem til hurtigst muligt at blive en integreret del af BILA-koncernen, og jeg er sikker på, at det kommer til at give os alle sammen et løft, lyder reaktionen fra Simon R. Sørensen fra DAN-Palletiser.
Med overtagelsen kommer DAN-Palletiser til at gennemgå en effektiviseringsproces, så virksomheden igen kan blive en sund og stærk forretning:
– Det betyder desværre, at vi må sige farvel til nogle af vores nuværende medarbejdere. Vi skal dog huske, at alternativet var en fuldstændig lukning af virksomheden. Derfor er det positivt, at godt 50 af vores medarbejdere nu kan beholde deres job. Derudover har vi en klar målsætning om på sigt igen at øge antallet af arbejdspladser her i Vemmelev, fortsætter Simon R. Sørensen.
Medarbejderne i begge virksomheder blev orienteret om opkøbet mandag formiddag.