100 "sårede" på Aalborg Kaserne
1. Sanitetskompagni fra Aalborg afholdt katastrofeøvelse med mere end 100 figurenter fra Halvorsminde Efterskole
Forsvaret afholdt torsdag en stor katastrofeøvelse på Aalborg Kaserne.
Skrig og råb om hjælp lød i dag fra Aalborg Kaserne. Heldigvis var det hele bare en øvelse, men baggrunden for den er dybt alvorlig.
- I Danmark er sådan en situation her heldigvis ikke så realistisk, men vi kan måske bruge det, når vi er udstationerede, siger Martin Eckeroth, der er kompagnichef for Sanitetskompagniet.
Sammen med cirka 80 andre soldater deltog han i dag i øvelsen, som var iscenesat med både en stor busulykke og en selvmordsbombe.
100 elever fra Halvorsminde Efterskole var blevet sminket med store sår og brud, så øvelsen var så realistisk som muligt. Alle havde fået tildelt en rolle og lidelse, som de skulle leve sig ind i.
Øvelsen havde til formål at gøre soldaterne bedre i stand til at klare en lignende situation, selvom man selvfølgelig aldrig håber, at erfaringerne bliver nødvendige.