4000 liter gylle løbet i grøft
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Indsatsleder frygtede at 40.000 liter gylle var løbet ud i grøft med kurs mod Ryå.
Torsdag morgen klokken 06.51 blev beredskabet i Brønderslev alarmeret om en større gylleforurening i Store Vildmose mellem Pandrup og Tylstrup.
En gyllecontainer der bruges som minilager, når gyllen skal køres ud, var sprunget læk og en i første omgang ukendt mængde gylle var løbet ud i en grøft langs Blokhusvej i Store Vildmose.
Indsatsleder Klaus Andersen frygtede i første omgang at op mod 40.000 liter gylle kunne være løbet ud i grøften, der har forbindelse med Ryå, men efter den indledende indsats kunne en ansat ved den maskinstation, der kørte gyllen ud, aflæse på containeren, at forureningen begrænsede sig til omkring 4000 liter.
Miljøvagten har efterfølgende blokeret grøftens forbindelse med Ryå, men indsatsleder Klaus Andersen tror ikke, det er muligt at finde og fjerne store mængder gylle, da lækken formentlig skete allerede onsdag aften.