AaB-chef: Europa gav nye kontakter og meget arbejde
Foto: TV2/Nord
Ikke bare økonomisk har AaB fået meget ud af deltagelsen i Europa League, som klubben forlod torsdag aften.
Værdifuld erfaring, nye idéer, penge, stolthed og en masse hårdt arbejde.
Det er ifølge sportschef Allan Gaarde, hvad AaB som klub har fået ud af denne sæsons deltagelse i Europa League, som efter 0-3 i Brugge torsdag aften nu fortsætter uden det danske mesterhold.
- Det har givet spillerne meget at mærke, hvilket niveau de skal op på for at spille med de bedste, og for staben, trænerteamet og os andre har det været spændende at komme ud og se, hvordan man håndterer tingene i andre klubber, siger Allan Gaarde.
Gaarde fremhæver eksempelvis, at AaB-ledelsen fik et værdifuldt indblik i, hvordan man kører talentudviklingen i Dinamo Zagreb. Den kroatiske klub er anerkendt som en af de bedste talentfabrikker i europæisk fodbold.
- En af de gode ting ved at være i Europa er, at du inviterer modstanderen indenfor. Man kan sagtens give hinanden gode idéer - også fordi man ikke er konkurrenter i hverdagen.
- Alle vil gerne skabe relationer på kryds og tværs. Mit netvært er blevet stærkere, og det er med seriøse folk i lande, som vi ikke kender så godt i forvejen, siger han.
Lige som andre danske klubber, har AaB også måttet sande, at klubbens organisation bliver presset til det yderste, når den skal honorere alle de krav, Uefa stiller til deltagerne i Europa League.
- Mængden af arbejde har været enorm. Kampen i Brugge var den 12. europæiske kamp i denne sæson. Administrationen er presset til det yderste for at leve op til Uefas krav, samtidig med at vi skal have hverdagen i Superligaen kørende.
- Der er utrolig mange små detaljer, der skal ordnes hele tiden, og der ligger virkelig mange timers arbejde i det for en lille organisation som vores. Det har været noget, som mange vil se tilbage på med stolthed, men også som hårdt arbejde, konkluderer Gaarde.
Torsdagens 0-3-resultat i Brugge betyder, at AaB er færdig efter 1/16-finalen med samlet 1-6.
/ritzau/