AaB College - nu med boksning

 AaB College - nu med boksning

Tæt samarbejde med erfaren nordjysk klub

Boksning tilbydes fra skoleåret 2008/2009 som endnu en aktivitet på AaB College, der i den forbindelse har indgået en samarbejdsaftale med Pandrup Bokseklub.

Det seneste initiativ på AaB College sker således i tæt samarbejde med én af Danmarks mest ambitiøse bokseklubber, Pandrup Bokseklub.

- Det glæder os naturligvis meget, at vi nu kan udvide med vores 11. idrætsgren, konstaterer direktør Jørgen Hein fra AaB College.

- Dermed kan vi fortsætte den positive udvikling med en god blanding af elever fra vidt forskellige idrætsgrene. Og platformen for fortsat fremgang på AaB College er dermed udbygget nok engang, påpeger Jørgen Hein.

Mangel på udvikling

Søren Larsen fra Pandrup Bokseklub er ligeledes tilfreds med aftalen:

- Der har længe manglet en oplagt mulighed for at udvikle de danske boksetalenter, men med den nye bokselinie på AaB College er dette nu til stede, uden at de respektive talenter behøver at gå på kompromis med deres uddannelse.

- Træningen kommer naturligvis til at foregå i et tæt samarbejde med uddannelsesstederne i Aalborg, hvorfor både selve boksningen og det uddannelsesmæssige vil få optimale vilkår, tilføjer Søren Larsen.

Boksetrænere i projektet vil være Thomas Kyø, Brian Brix og Søren Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland