AaB i overlevelseskamp: Har ikke midler til feriepengesag
AaB hensætter 17 millioner kroner til kravet i den såkaldte feriepengesag, og med udsigt til en negativ egenkapital på op imod 25 millioner kroner, har klubben hårdt brug for at få tilført kapital.
Feriepengesagen betyder, at AaB nu må kæmpe for overlevelsen. Klubbens egenkapital er negativ med op til 25 millioner kroner som følge af feriepengesagen.
Feriepengesagen kan i værste fald true Superliga-klubben AaB på eksistensen. Klubben har mandag valgt at hensætte 17 millioner kroner, efter at kontrakter og lønsedler er blevet gennemgået.
- På baggrund af juridisk rådgivning, dialog med Spillerforeningen og en detaljeret gennemgang har vi nu et reelt billede af det krav, vi kan blive mødt med i feriepengesagen. Vi har kun interesse i at finde en løsning hurtigst muligt, men vi skal have tilført yderligere kapital for at kunne betale kravet, siger AaBs administrerende direktør Stephan Schors i en pressemeddelelse.
Nyheden kommer kort tid efter, at Sport on Tops konkurs betød, at klubbens egenkapital blev reduceret til et rundt nul. AaB havde indtil i dag budgetteret med et underskud på mellem fem og ti millioner kroner i 2013, men forventningerne er nu et underskud på mellem 25 og 30 millioner kroner.
Feriepengesagen har tidligere kostet Brøndby 33,6 millioner kroner, og det kan blive et beløb i samme størrelsesorden, AaB må punge ud med. Det kan betyde, at AaBs egenkapital bliver negativ med op til 25 millioner kroner.
Klubben erkender i pressemeddelelsen blankt, at pengene, der skal til for at betale de manglende ikke er i klubben. Der forhandles i øjeblikket med en række investorer og andre interessenter om en samlet løsning og tilførsel af kapital.