Aalborg drømmer stadig om letbane
På trods af mange kritiske røster arbejder Aalborg kommune stødt videre med drømmen om at få et letbanetog til byen.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen agerede turistguide, da Aalborg Kommune tirsdag gennemførte et rullende pressemøde som et led i den charmeoffensiv, der skal få en letbane til Aalborg.
En times bustur med borgmester Thomas Kastrup-Larsen som guide skulle tirsdag vise fortræffelighederne ved at få en letbane til Aalborg.
- Vi har store udfordringer med at få folk fra øst til vest i vores by, så vi har brug for store opgraderinger af den almindelige kollektive trafik for simpelthen at få folk frem og tilbage, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem.).
Det skønnes, at en letbane vil koste omkring en milliard kroner at opføre. Pengene skal delvist komme fra et øget passagertal, og opgørelser fra blandt andet Frankrig viser, at en letbane faktisk kan få 30 procent flere til at benytte den kollektive trafik.
- Et letbanetog medfører en helt anden kvalitet, og det gør, at der er rigtig mange borgere, som gerne vil køre med et letbanetog frem for at køre med en bus, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Det er dog ikke kun for at løse trafikale problemer, at Aalborg Kommune gerne vil have en letbane. En letbane vil nemlig også understrege, at Aalborg er en by på vej fremad.
- Aalborg vokser meget lige nu, og vi skal være med til at finde fremtidens transportløsninger, som kan få folk hurtigt frem og tilbage, så vi kan sætte yderligere turbo på den positive udvikling, vi har i Aalborg, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Kommunen fortæller mere om planerne for en letbane på et borgermøde 10. april.