Alternativet lukker botilbud i Hjørring
Foto: TV2/Nord
Bestyrelsen bag Fonden Alternativet har besluttet at lukke fire botilbud i Hjørring. Bestyrelsen tror ikke på en fair sagsbehandling i kommunen.
Bestyrelsen bag Fonden Alternativet har mistet tilliden til Hjørring Kommune. Derfor opsiger Fonden Alternativet nu sin aftale med Hjørring Kommune og lukker fire botilbud i kommunen. Det sker med udgangen af juni i år.
Fonden Alternativet har i de seneste måneder mødt massiv pressedækning med sager, der blandt andet har handlet om, at der på bostedet skulle være drevet en pædagogik, der lagde op til vold.
Ifølge Fonden Alternativet har Hjørring Kommune efterfølgende truet med at fjerne Fondens godkendelse og meddelt til Fonden Alternativet, at det efter planen skal diskuteres på et møde i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget onsdag den 11. januar. Det har nu fået Fonden Alternativet til at trække sig fra samarbejdet med Hjørring Kommune.
I pressemeddelelsen fra Fonden Alternativet skriver Torben Reese:
- Bestyrelsen har på baggrund af erfaringerne med Hjørring Kommune og i særdeleshed de seneste måneders oplevelser ikke længere tillid til, at Hjørring Kommune udviser en fair og retfærdig sagsbehandling overfor Fonden Alternativet og opsiger derfor samarbejdet med kommunen.
- Vi har allerede kontakt til andre kommuner med henblik på at starte et samarbejde der, siger formanden for bestyrelsen, Torben Reese til TV2/Nord.