Asylcenter inviteret til gratis pokalbold
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Asylansøgere og frivillige fra Gunderuplund Asylcenter får gratis adgang til onsdagens pokalkamp mellem Vendsyssel FF og AaB.
Fodbold er verdens mest udbredte og tilgængelige sport. Og i den sammenhæng er aftenens lokalopgør mellem superligaspillerne fra AaB og Vendsyssel FF fra første division måske ikke nogen sensation.Alligevel er lokalbraget blevet noget af et tilløbsstykke med over 4.000 solgte billetter på forhånd. Og nu kommer der endnu flere tilskuere på de nye lægter.
Der er således indgået en aftale med Gunderuplund Asylcenter, hvis 150 beboere og frivillige får gratis adgang til pokalkampen.
Sportschef Jacob Krüger håber på at kunne give institutionen en god oplevelse.
- Det er nogle mennesker med en baggrund, som ingen fortjener, og som formentlig savner en god oplevelse i en svær tid. Det håber vi på at give dem, ligesom vi gerne vil give Gunderuplund som institution og de frivillige, der hjælper til, et skulderklap for det arbejde, de laver, siger han.
Centerleder Marit Risdahl Nielsen er taknemmelig for muligheden for at kunne sende asylansøgerne til kamp.
- Vores beboere har stor tilknytning til Hjørring, og kampen i aften er en kærkommen mulighed for en pause. Sport er et universelt sprog, som samler mennesker, og vi er taknemmelige for, at Vendsyssel FF har tænkt på os og vores beboere.
Gunderuplund Asylcenter ligger i Hæstrup/Mølleby (Hjørring Kommune) og har været i funktion siden 1. juli i år. På centeret bor 150 enlige asylansøgere, der undervises af EUC i Hjørring