Bankægteskab på vej
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Sparbank og Spar Nord har fået godkendelse til at slå pjalterne sammen.
Et nyt nordjysk bankægteskab er på vej, efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den planlagte fusion mellem Sparbank og Spar Nord. Det fremgår af fondsbørsmeddelelser fra de to banker.
Sparbank fra Salling og Spar Nord fra Aalborg meddelte midt i september, at de vil slå sig sammen for at skabe "en landsdækkende bank med en stærk markedsposition i Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt en række større byer i det øvrige Danmark".
Selvom manøvren bliver beskrevet som en fusion, så er der reelt set tale om, at Spar Nord opsluger den noget mindre Sparbank.
Den nye bank kommer således til at fortsætte under navnet Spar Nord og med bankens direktør Lasse Nyby som topchef.
De to banker forventer at kunne spare 130 millioner kroner om året på at gå sammen.