Beslutning om MGK var varslet
Kunstrådets Musikudvalg har længe haft en samlet ledelse i tankerne.
Musikalsk Grundkursus blev i sidste uge samlet under ét i Aalborg Musikskole. Det faldt kulturen i Hjørring for brystet.
Hjørring Kommune følte, at Kunstrådets beslutning var sket henover hovedet på den og uden saglige argumenter.
Kunstrådet har nu taget til genmæle i sagen. Det mener ikke, der er sket noget forhastet i sagen. For allerede i 2007 bad Kunstrådets Musikudvalg regionen om at samle Musikalsk Grundkursus under et. Og da det ikke blev efterlevet, skred Kunstrådet altså selv ind.
Og beslutningen kan ikke være truffet henover hovedet på hverken Hjørring Kommune eller Aalborg Musikskole.
- Aalborg Musikskole & MGK og Hjørring Musiske Skole er blevet gjort opmærksom på beslutningen i de breve, som er sendt til Aalborg Musikskole i forbindelse med de årlige ansøgninger, og beslutningen er blevet uddybet overfor ledelsen af skolerne ved MGK-ledernes møde på Rytmisk Musikkonservatorium den 14. maj 2007, siger Kunstrådets formand Giordano Bellincampi.