Buschauffører aktionerer igen
Chauffører aktionerede eller gik til fagligt møde i flere byer fredag. Der blev blandt andet holdt møder i Aalborg, og busserne i Kolding stod stille i løbet af formiddagen.
Chaufførerne aktionerede som reaktion på, at forhandlerne på transportområdet stadig ikke kan enes om ny overenskomst.
Handel, Transport og Service og fagforbundet 3F har siden sidste fredag holdt maratonmøder om nye overenskomster for omkring 42.000 lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere. Forligsmanden har siddet for enden af mødebordet, men han besluttede natten til fredag, at sende parterne hjem til "tænkepause".
Det er endnu uvist, om og hvornår møderne genoptages, men kravet fra chaufførerne er flere penge, lyder det fra Carsten Paulin, formand for eksportchaufførernes landsklub.
- Vi er lige så stejle som vores forhandlere og vil have penge på bordet. Hvis ikke der kommer gang i forhandlingerne igen, vil aktionerne fortsætte rundt om i landet, siger han til Ritzau.
Lønnen forhandles centralt på transportområdet, og der skal en klækkelig lønforhøjelse på 15-20 kroner på bordet frem for bløde pakker som barsel og uddannelsesfonde, lyder det fra Carsten Paulin.
/ritzau/