Foto: Ivan Bitsch

Cafe Hjerterummet overlever

De hjemløse kan blive på Cafe Hjerterummet i Aalborg. Kommunen har nemlig fundet de penge, der skal til for at drive stedet resten af året.

Cafe Hjerterummet i Danmarksgade i Aalborg stod ellers til lukning fra april, blandt andet fordi kommunen havde fået klager fra beboere i ejendommen. Men nu fortsætter stedet - til stor glæde for de hjemløse.

- Det er dejligt, for så slipper vi for fem-seks daglige timer på bænken i kulden, siger Leif Jensen, der er fast bruger af cafeen i Danmarksgade.

Familie- og Socialudvalget i Aalborg Kommune forventes at godkende et tilskud til værestedet i år på 56.000 kroner.

- Og så bliver der betingelser for eksempel i form af anmeldt og uanmeldt tilsyn og registrering af dem, der kommer i ejendommen, siger Thomas Kastrup-Larsen, Socialdemokraternes borgmesterkandidat.

Cafeens frivillige kræfter ånder lettet op.

- Det er den bedste nyhed, jeg har fået i år, fordi vores arbejde nu kan fortsætte, siger Anja Thomsen, der er frivillig og næstformand i Cafe Hjerterummets bestyrelse.

Cafe Hjerterummet vil hurtigst muligt invitere ejendommens beboere til et forsoningsmøde. Kommunens Familie- og Socialudvalg ventes at vedtage den endelige bevilling på et møde den 8. marts.