DF: Kommunerne skal handle på mistanke
Foto: Tv2nord.dk
DF vil have socialministeren til at undersøge, om kommunerne har de rette redskaber til at forhindre vanrøgt.
Kommunerne skal være hurtigere til at gå ind i sager, hvor børn mistrives.
Men spørgsmålet er, om der er brug for nye initiativer fra regeringens, kommunernes eller Folketingets side, så man sikrer sig, at det ikke sker igen.
Det siger formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen (DF).
- Efter min opfattelse er loven klar. Der skulle være grebet ind langt tidligere. Men noget er åbenlyst gået grueligt galt, og der er behov for en fordomsfri debat om, hvad vi kan gøre for at sikre, at kommunerne fremadrettet sætter hurtigere ind i lignende sager, siger han.
Han vil nu bede socialminister Benedikte Kiær (K) skrive til landets kommuner og spørge, om de har kendskab til lignende sager, så de kan undgås i fremtiden.
Et forældrepar i den såkaldte Serritslevsag blev mandag aften kendt skyldige i vanrøgt og grov vold mod deres ni sammenbragte børn. Faren er derudover kendt skyldig i sexmisbrug af sin datter og steddatter.
Mandag aften fortalte den nu 21-årige datter i DR-dokumentaren "Børnene fra Brønderslev" om sin tilværelse med tæsk og ydmygelser i årevis, indtil hun en februardag flygtede, fordi hun var bange for at blive slået ihjel.
Socialminister Benedikte Kiær siger i en kommentar til sagen, at læren fra denne uhyggelige sag er, at der skal gribes ind i tide, hvis der er mistanke om, at børn mistrives.
- Nu har retten fundet forældrene skyldige i anklagerne om overgreb og vanrøgt. Men vi ikke glemme, at børnene altid vil være mærket af de traumatiske oplevelser, de har været udsat for, siger hun.