Direktør forlader Aalborg Teater
Morten Kirkskov skal være skuespilschef på Det Kongelige Teater
Aalborg Teaters direktør Morten Kirkskov stopper efter denne sæson, fordi han skal være skuespilchef på Det Kongelige Teater.
Aalborg Teater skal på jagt efter en ny direktør. Det er en kendsgerning, da teatrets nuværende direktør Morten Kirkskov stopper efter denne sæson for i stedet at blive skuespilchef på Det Kongelige Teater.
Det oplyser Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
- Jeg ser en kæmpe chance for at være med til at præge nationalscenen i fremtiden med det enorme potentiale og ikke mindst den forandringslyst, som samtaler med teatret i denne proces har gjort tydelig for mig, siger Morten Kirkskov.
- Det er tårnhøje ambitioner, der arbejdes med for de kommende år og ganske enkelt svært ikke at lade sig gribe af muligheden for at medvirke til at gøre dem til virkelighed, siger den kommende skuespilchef.
51-årige Morten Kirkskov har været direktør for Aalborg Teater siden 2011. Han blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1990 og er blandt andet forfatter til romanen 'Kapgang', som er blevet filmatiseret og tidligere i år havde biografpremiere.
Morten Kirkskov tiltræder på Det Kongelige Teater senest 31. maj næste år.