Drama på motorvejen
En bil med fem håndboldspillere brød i brand på motorvejen mellem Frederikshavn og Sæby. Heldigvis skete der ikke de fem håndboldpiger noget.
Fem håndboldpiger fra FfI fik deres livs chok, da deres bil på dramatisk vis brød i brand på motorvejen mellem Frederikshavn og Sæby. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Sofie Nygaard, Lotte Hein, Maya Houmann, Kirstine Hanghøj og Emma Laigaard, alle 18-19 år, var tirsdag eftermiddag på vej til håndboldturneringen Dronninglund Cup. De kørte i Sofie Nygaards bil, som var af ældre dato.
På motorvejen efter Vangen begyndte bilen at miste kræfter, og Sofie Nygaard valgte med det samme at køre ind i nødsporet. Her konstaterede de fem piger også, at det røg lidt fra bilen. De steg alle ud af bilen og gik lidt væk.
Et par af pigerne gik dog tilbage for at tage deres fem håndboldtasker. Det blev sidste gang, de så bilen. Kort efter var den omspændt af flammer.
Håndboldpigerne var heldigvis kommet på behørig afstand af bilen, og herfra kunne de følgende branden udvikle sig hastigt.
- Det var en chokerende oplevelse, men heldigvis skete der ikke noget med os, og vi nåede endda at komme til håndbold, fordi vi fik et lift af en hjælpsom mand, der kom forbi og hjalp os, siger Emma Laigaard til Kanal Frederikshavn.
Spillede I en "brandkamp" i Dronninglund?
- Ha-ha, nej, men vi vandt, konstaterer de fem FfI'ere.
I det hele taget tager håndbold-veninderne den voldsomme oplevelse med godt humør.
- Det værste er sådan et, at jeg nu skal cykle på arbejde, konstaterer bilens ejer, Sofie Nygaard over for Kanal Frederikshavn.