Drenge anholdt for brandstiftelse på asylcenter

Tre drenge på børneasylcentret i Østrup blev fredag aften anholdt af politiet og sigtet for forsætlig brandstiftelse efter en brand i centrets køkken.

Tre drenge på henholdsvis 16, 16 og 17 år blev fredag aften klokken 21.43 anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse, efter de havde antændt en brænd på børneasylcentret Østrup syd for Aars.

De tre drenge blev anholdt, efter de ifølge Nordjyllands Politi havde tændt for en kogeplade i centrets køkken, hvorefter de hældte madolie på den, hvilket startede en brand i køkkenet.

Det lykkedes for en ansat på stedet at få slukket ilden relativt hurtigt. Efterfølgende blev de tre drenge anholdt og taget med til afhøring. Her til formiddag er politiet stadig i gang med afhøringen af drengene.

- De er sigtet for forsætlig brandstiftelse, fordi man må anse det som overvejende sandsynligt, at når man hælder madolie på en brandvarm kogeplade, så opstår der brand. Det bør tre drenge på 16 og 17 år vide, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær, til TV2 Nord.

Han oplyser, at de tre drenge efter afhøringen formentlig bliver overført til et andet børneasylcenter.


Seneste nyt

fra Nordjylland