Elektrikerne afviser ordrer
El- og vvs-installatører i Nordjylland har vanskeligt ved at hyre folk. For forbrugerne kan det betyde lange ventetider, da mange installatører prioriterer eksisterende kunder eller helt afviser ordrer.
Installationsbranchen mangler arbejdskraft, og i løbet af det seneste år er situationen gået fra vanskelig til værre. Det viser en ny undersøgelse lavet af TEKNIQ.
I Nordjylland mener 43 procent af el- og vvs-installatørerne, at det er vanskeligere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, end det var for et år siden. Det er en klar skærpelse i forhold til året før, hvor 36 procent mente det samme.
I Region Nordjylland har hele 46 procent af el- og vvs-installatørerne i april måned 2007 forgæves forsøgt at hyre nye medarbejdere, og mange angiver, at det har taget væsentligt længere at få ansættelsen på plads end sædvanligt.
I samme periode har 42 procent af virksomhederne dog haft held til at ansætte nye folk, og sammenlignet med samme periode året før er det faktisk en lille forbedring.
Ni procent af de nordjyske virksomheder har haft ansat udenlandske arbejdskraft, og det kunne være en del af forklaringen.
- Det har længe været vanskeligt at finde tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft. Når det alligevel lykkes for lidt flere end for et år siden, skyldes det, at virksomhederne går alternative veje. Nogle tager flere lærlinge eller hyrer i udlandet, og det er nødvendigt, når arbejdsmarkedet er så presset, vurderer Jens Frost Mikkelsen, formand for TEKNIQ-råd Nordjylland og regionsdirektør i Glenco A/S.
Afviser ordrer
Det samlede billede viser dog entydigt, at installationsvirksomhederne har vanskeligt ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og det kan få alvorlige konsekvenser - ikke mindst for forbrugerne. Af de virksomheder, der forgæves har forsøgt at ansætte folk i april måned 2007, har hele 50 procent nemlig måttet opgive ordrer, og det går især ud over nye kunder.
- Når man mangler arbejdskraft, vil det typisk være nye kunder og længerevarende projekter, man vælger fra. Jeg tror nu ikke de private kunder mærker så meget til det, med mindre der er tale om nybyggeri, for så må de ofte vente længere eller måske betale en højere pris for at få tingene gjort hurtigere, siger Jens Frost Mikkelsen og påpeger, at det nok står værre til for erhvervslivet.
- Hvis erhvervslivet ikke kan få lavet den optimering og udvikling af deres produktionsapparat, der er nødvendig, forsinker det udviklingen generelt. Det indebærer en forringelse af konkurrenceevnen, og så vælger virksomhederne måske at sende dele af produktionen ud af landet.
En måde at skaffe mere arbejdskraft på kunne være at slække på de faglige krav til medarbejderne, men det afviser langt hovedparten af installatørerne.
- Det er aldrig rart at sige nej til en kunde, men hellere det end at gå på kompromis med kvaliteten. Vores brancher lever af at levere høj kvalitet, så at slække på de faglige krav er heldigvis sidste udvej for de fleste, siger Jens Frost Mikkelsen.
Fokus på fastholdelse
Når de nordjyske installationsvirksomheder ser to år ud i fremtiden, vurderer 66 procent, at konkurrencen om arbejdskraften fortsat vil være hård eller endnu værre.
Det stiller store krav til installatørerne, og undersøgelsen viser, at de er parate til at tage kampen op.
Våbenet er en bred strategi, der blandt andet indebærer ansættelse af flere lærlinge samt flygtninge, indvandrere og ledige med løntilskud, efteruddannelse af allerede ansatte samt fastholdelse af medarbejderne.
Sidstnævnte har hele 97 procent af de nordjyske installatører fokus på, og det glæder Jens Frost Mikkelsen:
- Der er kamp om medarbejderne, så vi må sørge for, at virksomhederne bliver ved at være udfordrende arbejdspladser. Ved at efteruddanne medarbejderne sørger installatørerne også hele tiden for, at virksomhederne er på forkant med den tekniske og faglige udvikling, der er så vigtig, siger han.