Endnu en valghappening
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Valgkampen byder traditionelt på valghappenings hvor kandidaterne forsøger at få opmærksomhed. Torsdag lancerede to politikere ideén om at indrette Sygehus Nord i Aalborg til kollegium.
Socialdemokraten Rasmus Prehn og den konservative Thomas Krarup er enige om at Sygehus Nord i Aalborg i fremtiden kan bruges til kollegium til de mange nye studerende der kommer til Aalborg.
- Mange af dem står og mangler bolig og her er en kæmpestor bygning, som regionen ikke skal bruge når de får bygget det nye sygehus. Her kan vi lave et kæmpestort kollegium med mange hundrede kollegielejligheder, siger folketingskandidat Thomas Krarup fra de Konservative til TV2/NORD.
Under den forrige valgkamp optrådte de to politikere også sammen - dengang for at få nærbanen i Nørre Sundby forlænget helt til Lufthavnen. De to politikere afviser at vælgerne har svært ved at skelne mellem dem når de optræder sammen.
- Der er kæmpestor forskel på at være konservativ som Thomas er, og så at være socialdemokrat som jeg er. Men jeg tror også folk sætter pris på, at når man har diskuteret så kan man på enkelte punkter finder sammen og samarbejder, siger folketingskandidat Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne til TV2/NORD.
Sygehus Nord bliver dog først tømt når det nye supersygehus efter planen tages i brug engang om 10 år.