Foto: Stefan Kjærgaard (Arkivfoto)

Erhvervsdrivende betaler største læs i fusionsaftale

En ny regning undrer LandboNord, der mener, at de erhvervsdrivende får opkrævet pengene uretfærdigt for en ny type el-måler, de allerede ejer. Forklaringen skal findes i Energitilsynets retningslinjer for fordelingen, efter en fusion mellem Nyfors og SE.

En regning har fået foreningen LandboNord op ad stolen, der mener, at deres medlemmer pludseligt bliver afkrævet penge for en ny el-måler, de har i forvejen.

I en video taler LandboNord med svineproducenten Jens Peter Jensen fra Brønderslev, der stiller sig meget utilfreds med den nye el-regning, han pludselig blev informeret om i brev.

- Da jeg får det brev, tror jeg umiddeltbart ikke, at det har noget med mig at gøre. Jeg var sikker på, det var en fejl, men de holder stædigt fast i, at jeg skal betale. Det finder jeg uretfærdigt, siger Jens Peter Jensen.

Ifølge LandboNord går el-regningen til finansieringen af en ny type måler - men flere af de erhvervsdrivende, der har fået regningen, har allerede måleren i forvejen. Ifølge Jens Peter Jensen skal private kun betale 1.600 kroner for el-måleren, og udgiften er derfor blevet skubbet over på de erhvervsdrivende.

Regningen koster de erhvervsdrivende ti ører per kilowatt-time over en periode, der løber de næste 2,5 år. Ifølge Jens Peter Jensen vil det i alt give ham en ekstraregning på cirka 17.500.

Ifølge Jens Peter Jensen har han været i kontakt med flere andre erhvervsdrivende, der har modtaget et lignende brev og stiller sig uforstående overfor regningen. 

- Der er faktisk mange, der ikke har lagt mærke til det her i og med, at brevet er lidt vagt formuleret. Der er ikke sat ordentlige enheder på, så man kunne godt få det indtryk, at brevet var skrevet lidt sjusket med vilje, så det gik under radaren på folk. Jeg håber, de bare har været sjusket og ikke bevidst lavet det, så det skulle smides i skraldespanden, siger Jens Peter Jensen i videoen.

Erhvervsdrivende betaler største læs i fusionsaftale

Direktør for Syd Energi, Niels Duedahl, forklarer, at årsagen til ekstraregningen skal findes i den nylige fusion mellem det nordjyske energiselskab Nyfors og SE. 

I aftalen indgår flere elementer, og en af dem er, at alle husstande i Nordjylland skal have de digitale fjern-elmålere, som flere af de erhvervsdrivende allerede har installeret. Regningen for de nye el-målere er gået videre til forbrugerne og i stor grad de erhvervsdrivende.

- Det blev aftalt, at brugerne skal betale fusionen, og fordelingen af regningen er blevet bestemt af Energitilsynet. De har nogle klare retningslinjer for fordelingsmodellen, og dem har vi fulgt, siger Niels Duedahl til TV2 Nord.

Reaktionen har fået LandboNord til at invitere SE til et informationsmøde i Brønderslev den 25. september, hvor de også vil forklare princippet med fordelingen.

- Vi følger de gældende regler, og det står ikke op til mig, om det er fair eller ej. Det er en fordelingsmodel, hvor alle står sammen, og den må mene, hvad man vil om, Niels Duedahl. 

Direktøren peger også på, at de 56 største el-forbrugere i Nordjylland blev inviteret til et informationsmøde for nogle måneder siden, men at der ikke var nogen interesse i at møde op.

Du kan se LandboNords video her.