Fem chefer sendt hjem
Fem kommunale ledere på børne - og familieområdet i Hjørring Kommune er blevet sendt hjem og der er indledt en afskedigelsessag mod dem, efter at en revisionsrapport har leveret hård kritik af den kommunale sagsbehandling i Hjørring
Fem kommunale ledere på børne - og familieområdet i Hjørring Kommune er blevet sendt hjem, efter at en revisionsrapport har leveret hård kritik af sagsbehandlingen.
En undersøgelse fra revisionsfirmaet Deloitte kommer med en sønderlemmende kritik af Hjørring Kommunes sagsbehandling på det specialiserede børneområde. Kommunen har selv bedt om at blive kigget efter i sømmene, og dommen er hård. Konklusionerne i undersøgelsen har fået kommunen til at sende fem afdelingsledere hjem, og der iværksættes afskedigelsessager mod dem.
- Jeg er godt klar over, at det er et alvorligt skridt, at sende fem ledere hjem, men vi skal altså kunne stole på, at borgerne i Hjørring Kommune får den sagsbehandling og de sociale indsatser, som loven tilskriver, og som vores politikere har besluttet. Hvis ikke vi kan det, må det få konsekvenser, siger kommunaldirektør Tommy Christiansen, Hjørring Kommune.
Undersøgelsen viser, at politisk vedtagne initiativer på børne- og ungeområdet i stor udstrækning ikke er blevet implementeret af ledelsen af den daglige drift. Der mangler ledelsesmæssig opfølgning og en overordnet systematik i sagsbehandlingen. De børnefaglige undersøgelser er også ofte ufuldstændige og foreligger ikke i tilstrækkeligt omfang.
Allerede i 2011 vidste politikerne, at der var rum til forbedringer på sagsbehandlingsområdet, og derfor satte de gang i et arbejde med at beskrive serviceniveau, udarbejde en sammenhængende børnepolitik og klare retningslinjer for sagsbehandlingen.
- Med undersøgelsen i hånden står det klart, at vi ikke har gjort det godt nok, og at sagsbehandlingen skal forbedres. Jeg ser med stor alvor på situationen. Vi skal være i stand til at tage ordentlig hånd om udsatte børn og unge, som i forvejen har det svært, og derfor indleder vi nu et tæt samarbejde med Social- og Integrationsministeriets Task Force og Deloitte. Sammen vil vi hurtigst muligt lave en detaljeret genopretningsplan for at styrke kvaliteten af vores sagsbehandling, siger Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune.