Firmabiler sparer kæmpebeløb og undgår skader

Der er mange tusind kroner at spare ved at dæmpe motorkraften.

En nordjysk vognmand sparer hundredtusindvis af kroner og kører skadefri, efter at han er begyndt at dæmpe firmabilernes motorkraft.

- Det er fantastisk. Brændstofforbruget falder op til 20 procent, og der spares på dæk, reparation, service og op til 25 procent i forsikring. Og så er det et godt visitkort, at vores chauffører kører pænt og udleder mindre CO2, siger vognmand Andreas Hove, Transport Nord.

Vognmandens forsikringsselskab kan tydeligt se resultaterne af neddroslingen, som det hedder på fagsprog, når motoren stækkes

- Vi har stort set ingen skader set hos Transport Nord i halvandet år i perioden med neddrosling. Faktisk tager vi eksemplet med rundt, når vi har kurser om skadestop, for det er netop en del af branchen, der har en elendig skadestatistik, siger Andreas Hove, assurandør i Codan.

Den lavere præmie og bonusudbetalingen deles med chaufførerne.

- Det er klart, for så bliver vores chauffører endnu mere motiverede. De bliver jo blandt andet aflønnet efter, hvor store omkostninger der er på deres bil. Så det var kun i starten, at der var lidt modstand, siger Andreas Hove.

Den samlede besparelse for vognmanden i forsøgsperioden er betragtelig.

- Vi har sparet op mod 400.000 kroner i forsøgsperioden, siger Andreas Hove, der direkte opfordrer landspolitikerne til at gøre neddroslingen til lov.

- Det ligger lige til højrebenet. Bare kig på miljøministeriets hjemmeside, så kan man se, hvor meget CO2, der skal spares de kommende år. Men der er selvfølgelig ikke så mange stemmer i at foreslå begrænsninger, siger den nordjyske vognmand.S

Se mere:

Du kan se mere om emnet søndag aften klokken 19.30.

Seneste nyt

fra Nordjylland