Forældre skal stoppe børns ulovlige knallertkørsel
En ny kampagne skydes i næste uge i gang i Hjørring Kommune, og 950 forældre vil modtage et postkort.
Det er forbudt for unge under 16 år at køre knallert, og det er forældrenes ansvar at loven bliver overholdt. Derfor opfordres forældrene i Hjørring Kommune nu til at gribe ind, hvis deres børn kører ulovligt på knallert.
50 procent af de unges trafikulykker sker på knallert. Faktisk er der sket en stigning på hele 70 procent i antallet af unge der bliver kvæstet i knallertulykker på blot to år.
Målet er, at den direkte henvendelse i form af et postkort skal hjælpe forældrene med at holde fast, så deres børn ikke kører knallert før de er fyldt 16 år og har taget et knallertbevis.
Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed taler de tit med børn på 14 og 15 år der kører knallert. Og af dem siger 70 procent at deres forældre godt ved at de kører på knallert.
Kampagnen er lavet i samarbejde mellem politi, kommuner, de regionale færdselssikkerhedsudvalg, TrygFonden og Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Tirsdag den 28. oktober vil politiet desuden lave knallertkontrol i hele landet.