Forbered dig: Vinterkulden lurer i næste uge

Vejsalterne havde travlt natten til torsdag, hvor Nordjylland oplevede sin første rigtige nattefrost dette efterår - og det får vi meget mere af i næste uge, lover DMI.

Har du ikke allerede fået skiftet til vinterdæk på bilen, er det på høje tid - for første gang dette efterår har Vejdirektoratet været ude og salte hele statsvejnettet på grund af udbredt nattefrost. Og de opfordrer torsdag morgen bilisterne til at køre forsigtigt, især på de mindre veje. Det skriver TV2.

Ifølge DMI følger der meget mere af det hårde vintervejr i næste uge, hvor vejret slår om og for alvor lægger septembers varmerekord og den lune oktober bag sig. Nu lurer i stedet vinterkulde, sne og frost.

- Det bliver et mærkbart omslag til vintervejr. Midt i næste uge oplever vi næppe dagtemperaturer over 5 plusgrader. Nattefrost vil til gengæld være et udbredt fænomen. Samtidigt fyger kulden ind over landet med en frisk vind, så chill-faktoren kommer i spil, siger vagtchef Rønnebæk fra DMI.

Hvide byger vil komme ind over Nordjylland, og de største mængder sne vil man ifølge vagtchefen kunne finde ude ved Kattegat.

Inden vintervejret for alvor rammer, vil en sydvestenvind bringe lidt lunere temperaturer herop torsdag og fredag. Men derefter drysser temermoetret lige så stille nedad igen.

Vejdirektoratet har endnu ikke modtaget nogen meldinger om ulykker som følge af det kolde vejr og risikoen for glatte veje.


Seneste nyt

fra Nordjylland