Forsker foreslår at lukke småøer
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Forsker fra Aalborg Universitet mener, at politikerne bør lukke småøer for beboelse, fordi det simpelthen er for dyrt at have indbyggere på øerne.
Småøer bør lukkes for beboelse.
Så klart er budskabet fra en forsker fra Aalborg Universitet, som mener, det er for dyrt for samfundet at have borgere til at bo på de små øer i Danmark.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Øen Egholm i Limfjorden topper statistikken for udgifter per øboer om året. Merprisen løber her op i 143.375 kroner per næse om året. det viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Samtidig falder antallet af indbyggere på øerne, mens udgifterne stiger.
- Min faglige vurdering er, at vi lige så godt kan lukke de øer, som der ikke er nogen fremtid i. I stedet kan vi bruge midlerne til at styrke livet på de øer, vi virkelig vil satse på, siger Jørgen Møller, som forsker i lokalplanlægning, udvikling- og afvikling af landsbyer ved Aalborg Universitet.
Han understreger, at han ikke mener, øboerne skal tvangsflyttes, men at man i stedet bør opkøbe deres boliger i løbet af en generation eller to.
Sammenslutningen af danske småøer er uenig og mener, at man ikke kun bør se på sagen ud fra et økonomisk perspektiv.