Seneste nyt

fra Nordjylland

Affyringer over hele landsdelen, men regelændring ligger ikke i kortene

Det er først tilladt at fyre af med de farverige raketter og andet fyrværkeri fra den 27. december.

Men i landets butikker er det allerede tilladt at sætte gang i salget fra den 15. december, og det er der delte meninger om.

René Lemvig Nielsen er indehaver af Krudtkongens tre butikker i Aalborg, og han mener ikke, at det burde være tilladt at sælge krudtet, før det må skydes af.

Han er overbevist om, at folk ikke kan lade være med at bruge det, når først det står hjemme i garagen.

- Det er jo så åndssvagt at sælge det før tid. Det er som at stille slik foran børn, siger han til TV2 Nord. 

Hos Nordjyllands Politi har man de seneste dage modtaget flere anmeldelser om ulovlige affyringer i hele Nordjylland.

- Det er både i de store og små byer. Der er gang i den, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen. 

Ingen udsigt til ændringer

Hos Krudtkongen i Aalborg har man valgt at udskyde salget til den 27. december, og indehaveren ser gerne, at flere butikker vælger at gøre det samme.

Men det er altså lovmæssigt i orden, at starte salget den 15., og ifølge Sikkerhedsstyrelsen er det ikke noget, der vil blive lavet om på foreløbigt.

Stine Pedersen, der er juridisk chef ved Sikkerhedsstyrelsen, siger i et skriftligt svar til TV2 Nord:

- I så fald er det jo en lov, der skal vedtages og igennem Folketinget. Lige nu vælger man at sige, at vægtningen af de to hensyn er passende - altså i forhold til dem, der bliver generet af fyrværkeri og i forhold til sikkerheden.

Læs mere her.