Golding indstiller skydningen
Den nordjyske skeetskytte Anders Golding vil ikke gå efter endnu en OL-medalje om fire år i Brasilien.
Den nordjyske OL-sølvvinder vil ikke forsøge at veksle medaljen fra London til en af guld.
Havde man ikke tidligere hørt om Anders Golding, så fik den sindige Moseby-dreng i den grad lavet om på det, da han skød sig lige ind i nordjydernes og danskerne bevidsthed, da han ved sommerens OL i London snuppede en sølvmedalje i skeetskydning.
Men vi skal nok ikke vente at se Anders Golding plaffe lerduer, når der om fire år er OL i Brasilien.
- Jeg tør godt sige, at jeg ikke satser på OL i 2016. Økonomisk er der ingen chancer for, at det kan hænge sammen, og jeg har ike lyst til at ofre alle mine egne økonomiske midler én gang til. Det kan kun komme på tale at fortsætte, hvis Team Danmark er i stand til at støtte med en stor sum penge, og det tvivler jeg ærligt talt på, siger Anders Golding til BT.
Skytten har boet i Norge, men nu er han sammen med familien flyttet tilbage til Nordjylland, hvor han er i gang med at bygge hus.
Golding, som er uddannet tømrer, er samtidig med til at bygge et nyt skydecenter i Jammerbugt Kommune. Det bliver Nordeuropas største skydecenter og skal danne rammen om EM i 2014.