Grillrester antændte brand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Grillrester, der ikke var helt slukket, kunne have antændt større brand i Tversted, hvis det ikke havde været for nogle vakse naboer.
Lørdag morgen blev politi og brandvæsen kaldt ud til et sommerhusområde i Tversted, fordi en en garage stod i flammer. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.
Det viste sig, at branden opstod efter en grillaften fredag. Beboerne i sommerhuset havde grillet - og smidt resterne fra grillen i en beholder og sat den i garagen ved sommerhuset. Her ulmede gløderne natten igennem, og lørdag morgen startede de så en regulær brand.
Nogle kvikke naboer så ilden og fik tilkaldt hjælp. Beredskabsfolkene fik hurtigt slukket branden, før den nåede at sprede sig i det tørre græs i sommerhusområdet. Kun garagen brændte ud.
Familien var ikke hjemme i sommerhuset, da branden opstod. De kan nu forvente at få en bøde for overtrædelse af beredskabsloven, fordi de var uforsigtige med grillresterne.