Grisepakke: 150 mio. kroner i svinestøtte
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Fødevareministeren er klar med en ny grisepakke, der skal sparke nyt liv i dansk svineproduktion.
Fødevareminister Mette Gjerskov er klar med 150 mio. kroner i støtte til miljørigtige staldanlæg, og ifølge Landbrug og Fødevarer kan pakken genere investeringer for op mod 1,5 milliarder kroner. Ordningen får en positiv medfart fra landbrugsøkonom Henning Otte Hansen.
- Når staten giver støtte er der flere til at dele risikoen, og derfor kan det blive en katalysator, som får bankerne til at låne penge til landmændene, siger han til Ritzau.
Svineproduktionen har haft det svært de seneste år, hvor antallet af slagtede svin nu er på det laveste niveau siden 1992. Siden 2010 er antallet faldet med 11 procent, men håbet er, at den nye grisepakke kan skabe op mod 2000 job i landbruget og 1500 job i byggeriet.
Ifølge Henning Otte Hansen har landbruget svært ved at foretage de nødvendige investeringer, da de ikke har pengene til det. Bankerne er samtidig ikke meget for at låne dem pengene, hvorfor produktionen er dalet.
- Der er et temmelig højt arbejdskraftindhold o produktionen af landbrugsvarer, så det giver en høj afledet beskæftigelse, og derfor er det samfundsmæssigt en god idé at forsøge at øge landbrugets produktion, siger Henning Otte Hansen.
Mette Gjerskov har sammen med fagforeninger, slagterier og landbruget formet pakken, der skal sætte gang i "et grønt investeringsboom i svinesektoren."