Hjørring efterligner Aalborg
Foto: Pressefoto, Sygehus Vendsyssel
Psykiatrisk personale i akutmodtagelser er en succes, hvorfor det også skal være praksis i Hjørring.
På Aalborg Universitetshospital har de gode erfaringer med at lade læger og sygeplejersker fra psykiatrien være en del af akutmodtagelsen. Derfor skal den nye akutmodtagelse på Sygehus Vendsyssel i Hjørring også forsøge sig med lignende ordninger, og hvis det som i Aalborg bliver en succes, skal det måske også indføres i Thisted.
Det psykiatriske personale skal ifølge Morten Kjølbye vejlede og assistere sygehusets øvrige personale og samtidig stå for samtaler med de pårørende.
- Vi har rigtig gode erfaringer med dette samarbejde. Det sikrer en hurtig og kompetent psykiatrisk vurdering, og patienterne får hurtigere den hjælp, de har brug for i modsætning til tidligere, siger cheflæge Morten Kjølbye fra Aalborg Universitetshospital - Psykiatrien.
Helt konkret drejer det sig i første omgang om en psykiater på halv tid og en psykiatrisk sygeplejerske på fuld tid, der i dagtimerne skal føre tilsyn i den nye akutmodtagelse, der blev indviet d. 27. februar.