Hjørring Kommune om knivsagen fra Vrå
Hjørring Kommune har udsendt en pressemeddelelse, hvori de skriver, at de ikke har svigtet i sagen fra Vrå, hvor en kontanthjælpsmodtager overfaldt sin nabo.
PRESSEMEDDELELSE
Hjørring Kommunes tilsynsafdeling har ikke svigtet i "Knivsagen fra Vrå", hvor en kontanthjælpsmodtager overfaldt sin nabo med en kniv.
Hjørring Kommunes tilsynsmyndighed har fulgt den konkrete sag tæt, og har blandt andet aftalt en handlingsplan for den pågældende person. Tilsynsmyndigheden har med andre ord, netop ført det tilsyn, som Hjørring Kommune er forpligtiget til ifølge de gældende regler.
TV2 bragte d. 3. december et indslag om sagen, hvoraf det fremgår, at Hjørring Kommune har erkendt at have svigtet sit tilsyn.
Denne fremstilling er ikke korrekt.
Indslaget viser et klip, hvor formanden for Sundhed- ældre og handicapudvalget i Hjørring kommune udtaler sig om de ikke-godkendte private botilbud. Det er Hjørring kommunes opfattelse, at interviewet klippes ind i en sammenhæng, så svaret kan misforstås. Der er ingen tvivl om, at man kan diskutere, hvordan vi i det danske samfund bedst hjælper og støtter disse borgere. Men i den konkrete sag, er der ingen belæg for at udtale at Hjørring kommune har svigtet sit tilsyn.
Tværtimod, så har kommunens tilsynsafdeling fulgt den konkrete sag tæt og har senest ultimo oktober 2007, i samarbejde med andre relevante myndigheder, personen selv og selve boenheden aftalt en handlingsplan for den pågældende person, hvor det nødvendige tilsyn fastlægges. Dette sagsforløb fremgår af et interview med kommunens direktør for området, som TV2 og TV2Nord bragte d. 25. november.
Det som Hjørring kommune har påpeget er, at det er uhensigtsmæssigt, at kommuner kan anbringe tunge sociale klienter i ikke-godkendte botilbud i andre kommuner. Hjørring kommune kan ikke forhindre dette under den eksisterende lovgivning.
Hjørring kommune er d.d. vidende om, at der findes omkring 30 tunge sociale klienter fra andre kommuner som er anbragt i ikke-godkendte botilbud i kommunen. Af de 30 er Hjørring kommune handlekommune for de 15, hvilket indebærer, at det er Hjørring kommune, der skal føre tilsyn med opholdsstedet. De resterende 15 er det hjemkommunen der fortsat er handlekommune og dermed tilsynsførende.