Hobro-målmand får fanpost
Foto: Mette Svenningsen
Dagen derpå efter Hobro IK's 3-0 sejr over FC København får Hobros målmand Jesper Rask fanpost og blomster.
"Du er Danmarks bedste målmand" lyder teksten på kortet på den buket blomster, som Jesper Rask mandag modtog fra en anonym afsender.
- Der står ikke, hvem de er fra, siger Jesper Rask.
Blomsterne blev leveret, imens TV2/Nord netop var i gang med at interviewe ham om gårsdagens 3-0 sejr i Parken mod FCK.
- Jeg synes det er så stort, at vi vinder sådan en kamp. Og i dag skriver alle aviserne om os. Det er fantastisk, siger Jesper Rask.
På trods af succesen i går, og en lang køretur hjem fra Sjælland efter kampen i aftes, så er han i morges mødt på arbejde i Spar Nord i Hobro. Ligesom de fleste andre Hobro-spillere har Jesper Rask nemlig et deltidsjob, der skal passes.
Blomsterne blev leveret på Jesper Rasks arbejdsplads. Han fortæller, at han før har fået to fanbreve, men at det er første gang, han har fået blomster.
- De må være fra Ståle (Solbakken, træner i FCK red.), udbryder en kollega med et grin.
Se indslaget om Jesper Rask og mere om Hobro i aften kl. 19.30.