I en tid med krig og klimaforandringer mangler Nordjyllands Beredskab flere som Jacob

Mens verden er i forandring med krig i Europa og stigende udfordringer med storme, oversvømmelser og naturbrande, så mangler beredskabet flere frivillige hænder.

18-årige Jacob Elgaard Vesterholt er en populær herre lørdag middag i Rørdal i det østlige Aalborg.

Han er både ung og vil gerne hjælpe, så derfor er han den perfekte kombination for Nordjyllands Beredskab, der lørdag har inviteret til inspirationsdag for unge som gamle, der kunne tænke sig at være frivillig i beredskabet.

Frivillige i Nordjyllands Beredskab er nemlig lige nu en mangelvare, og derfor håber beredskabet, at de kan lokke unge som Jacob Elgaard Vesterholt til at tage en tjans som frivillig, og der kan øjensynligt være håb for Nordjyllands Beredskab.

- Sådan et fritidsarbejde med at være frivillig i Nordjyllands Beredskab, det synes jeg kunne gøre noget godt for mig, siger Jacob Elgaard Vesterholt, der til daglig studerer på FGU i Støvring.

Nordjyllands Beredskab viste forskellige øvelser og deres materiel frem til inspirationsdagen.
Nordjyllands Beredskab viste forskellige øvelser og deres materiel frem til inspirationsdagen.

Kan bruge 100 flere frivillige

Arrangementet lørdag eftermiddag bliver også brugt som et socialt arrangement for de nuværende frivillige i Nordjyllands Beredskab, og der er da også langt flere i uniform end civilt til stede på øvelsesområdet, og det kan være et problem. 

For selv om Nordjyllands Beredskab har 200 frivillige lige nu, så er det slet ikke nok.

- Vi vil gerne have 50, måske 100 mere ind som supplement til at gøre os robuste over længerevarende indsatser, siger Søren Korsgaard, der er teamleder i Nordjyllands Beredskab.

Det er særligt i Himmerland, der mangler frivillige.
Det er særligt i Himmerland, der mangler frivillige.

De opgaver, som de frivillige skal udføre i Nordjyllands Beredskab, kan være alt fra førstehjælper ved større events til at skære biler op ved ulykker eller hjælpe i forbindelse med oversvømmelser eller storme.

Derfor er de nogle højt beskattede medarbejdere, for via deres træning og uddannelse i beredskabet kan de også hjælpe i tilfælde af større katastrofer.

- De er jo lige så vigtige, som alle mulige andre i Nordjyllands Beredskab. Vi kan ikke undvære hinanden – vi er en kæde, siger Søren Korsgaard.

quote Jeg synes bare hele pakken lyder rigtig fedt, så det kunne jeg godt tænke mig

Jacob Elgaard Vesterholt

Mangler specielt i Himmerland

Det meste af lørdag formiddag har Jacob Elgaard Vesterholt nu brugt på at se flere forskellige øvelser på øvelsesområdet øst for Aalborg. Det har været alt fra brandslukning til stabilisering af et hus, og det har alt sammen givet blod på tanden.

- Man skal være lidt tough, man skal turde at kaste sig ud i det, men det vil jeg gerne ud at prøve. Jeg synes bare, hele pakken lyder rigtig fedt, så det kunne jeg godt tænke mig, siger Jacob Elgaard Vesterholt.

De fleste frivillige i Nordjyllands Beredskab hører enten til i Aalborg eller Vendsyssel, så derfor håber Nordjyllands Beredskab, at flere i Himmerland vil melde sig som frivillig.

Herunder kan du se indslag om inspirationsdagen:

Nordjyllands Beredskab har brug for hjælp. For mens verdens er i forandring med krig i Europa og stigende udfordringer med storme, oversvømmelser og naturbrande, så mangler beredskabet flere frivillige.

Seneste nyt

fra Nordjylland