Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Investeringsøkonom om købstilbud: Jyske Bank vil videre

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Jyske Bank har ikke haft megen gavn af deres store aktiepost i Nordjyske Bank, og har ikke kunnet sælge den, så nu vil de købe resten af banken.

Det er ikke plan A når Jyske Bank tirsdag melder ud, at man ønsker at overtage de godt 60 procent af aktierne i Nordjyske Bank, som man ikke råder over i dag. Det vurderer investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.

- Det har aldrig været nogen hemmelighed at Jyske Bank har haft sin ejerandel i Nordjyske Bank til salg, men man har simpelthen ikke kunnet finde en køber, og når man så fremsætter et tilbud om at købe resten af banken, så man kan sammenlægge de to banker, er det fordi man gerne vil videre, forklarer Per Hansen.

Jyske Bank hjalp Nordjyske Bank, da man i 2014 satte sig for at købe Nørresundby Bank. En virksomhed som Spar Nord dengang var hovedaktionær i og ønskede at optage som en del af forretningen. Nordjyske Bank lavede en kapitaludvidelse via aktiesalg for at finansiere opkøbet af Nørresundby Bank og køberen af den store bunke aktier endte med at hedde Jyske Bank.

Sat til salg for et år siden

Ved at hjælpe Nordjyske Bank, sørgede man for, at banken holdt fast i Bankdata-platformen som Jyske Bank har en stor ejerandel i. Samtidig afholdt man Spar Nord for at vokse voldsomt.

- Jyske Bank stillede en garanti om at de ville købe aktierne, hvis ikke, der var andre, der gjorde det, og i den sammenhæng har man nok overvurderet, hvor lokalpatriotiske nordjyderne er i forhold til deres banker, så Jyske Bank endte med at sidde med en aktiepost i Nordjyske Bank på næste 40 procent, forklarer Per Hansen.

I 2017 sætter Anders Dam i en kvartalsrapport ejerandelen i Nordjyske Bank til salg. Det kører egentlig meget godt for Nordjyske Bank, men at have en milliard stående i Nordjyske Bank-aktier gør ikke megen gavn for Jyske Bank. Nye kapitalregler betyder nemlig, at pengeinstitutter, der ejer dele af andre pengeinstitutter ikke kan tælle de dele med, når de skal opgøre deres solvensgrad.

- Groft sagt har Jyske Bank investeret en milliard kroner i noget, de ikke har den store fordel af, forklarer Per Hansen.

Ingen købere

Da 2017 var på vej til at blive 2018 lød meldingen fra Jyske Bank, at man ikke havde kunnet finde en køber af Nordjyske Bank-aktierne. Man ville gå i tænkeboks.

- Og så har man altså tænkt, at hvis vi ikke kan komme af med aktierne, som ikke gør os noget godt, så kan vi prøve at købe hele banken istedet, siger Per Hansen og fortsætter:

- Man kan have et reelt ønske om at købe banken. Det vil give god mening, og der er et stort potentiale for at få konverteret mange af de realkreditlån, der er optaget hos Totalkredit gennem Nordjyske Bank om til lån hos BRFkredit, som Jyske Bank ejer.

- Det kan også ske, man håber at lokke Nykredit ud af busken. Jeg tror, man havde håbet på, at Nykredit ville købe aktierne, da de var til salg, men det har de enten ikke villet eller også har den pris, de har tilbudt, ikke været god nok. Det ville ellers give god mening for Nykredit at købe, for på den måde at beskytte Totalkredit-netværket i en af de store nordjyske banker, forklarer Per Hansen.

Flot tilbud - ender med salg

Nordjyske Banks aktiekurs har siden Jyske Bank offentligt satte deres aktiepost til salg, ligget lavt - kunstigt lavt, hvis man spørger Per Hansen.

- Det er helt naturligt, at der ikke er den store handelslyst, når der er så stor en aktiepost til salg, så når Jyske Bank siger, de tilbyder en pris på de aktier, de nu skal ud og købe, der er 43 procent over markedsprisen, så synes jeg ikke helt, den holder. Nordjyske Bank klarer det godt og deres kurs burde ligge på omkring 160 kroner per aktie som Nordjyske Bank selv værdisætter dem til, så når Jyske Bank tilbyder 170 kroner, så giver de en 10'er oveni hatten, siger Per Hansen.

- Det er egentlig stadig et flot tilbud, og hvis jeg skal konkludere noget på forhånd, så er det, at Jyske Bank ender med at købe Nordjyske Bank. Der kommer ingen andre købere, og nu skal de videre.

Nordjyske Banks aktie strøg, da købstilbuddet kom ud, fra en kurs på 117 kroner til en kurs på 167 kroner - blot tre kroner under Jyske Banks tilbud på 170 kroner pr. aktie.


Nordjysk virksomhed opkøbt for kæmpe millionbeløb

Foto: Pressebillede

Foventningen er, at der nu skal hyres flere medarbejdere.

Gulvvirksomheden Timberman er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman, der har hovedsæde i Hadsund, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos. Volati har en årlig omsætning på 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til knap fem milliarder danske kroner.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned, hvor Timberman bliver en del af Volatis datterselskab Salix Group, som beskæftiger sig med at levere materialer til byggeri og industri.

Ingen af parterne vil oplyse det nøjagtige beløb, men der er tale om et trecifret millionbeløb.

Medarbejdere har intet at frygte

- Vi har haft en flot vækst de seneste tretten år under ejerskabet af Amorim Cork Flooring, og vi har efterhånden indtaget en position, der gør os klar til næste niveau. Det får vi nu mulighed for med en stor og vidtforgrenet majoritetsejer i Volati, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker, som fortsætter i sin nuværende stilling.

Timberman kunne i foråret udvide deres aktiviteter i Sverige, og det gav derfor mening for virksomheden at komme på svenske hænder.

Ifølge Mogens Fisker ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Timberman er landets førende af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere