Jydekrogen hitter mest på Læsø
Foto: Kasper Palsnov, Scanpix
Trækkrogen er mest udbredt i Nord- og Vestjylland og sidder som regel på en VW, Peugeot eller Toyota. For vest for Storebælt klarer man tingene selv, lyder det fra ekspert.
Den bliver ikke kaldt "jydekrogen" for ingenting, den gode trækkrog. For den er ualmindeligt populær vest for både Storebælt og Lillebælt, men ingen steder er den så udbredt som på Læsø.
Hele 70 procent af alle biler på den nordjyske saltø kører rundt med trækkrog og dermed muligheden for lige at læsse en trailer og køre på genbrugspladsen med haveaffald. Eller at trække en campingvogn ned til Gardasøen, hvis det skulle være.
Det gør Læsø Kommune til topscorer med Morsø Kommune som stærk forfølger i en ny undersøgelse, som Momentum har lavet over data fra Det Digitale Motorregister. 2,2 millioner personbiler er blevet registreret og brugt til at lave undersøgelsen, som som placerer både Nordjylland og Vestjylland i top, når det kommer til kærligheden til trækkrogen.
Kun ét sted i Nordjylland falder andelen af biler med trækkrog til under 60 procent - og det er i Aalborg, der ligesom de øvrige storbyer i Danmark, København, Aarhus og Odense, ligger lavt i undersøgelsen.
Spørger man en ekspert på området, forfatter og motorredaktør på Euroman, Christian Grau, handler trækkrogen om livsstil og om en indstilling til at klare tingene selv.
- I Nordsjælland udliciterer man og får andre til at gøre det. Derfor er behvoet for en trailer ikke så stort. I Vestjylland gør man det selv, og sammen med andre, og derfor hører en trailer til som den naturligste ting i verden, siger Christian Grau i en pressemeddelelse.
Trækkroge i Nordjylland
Læsø: 504 (70 procent)
Morsø: 6368 (67 procent)
Vesthimmerland: 11067 (64 procent)
Thisted: 12439 (64 procent)
Jammerbugt: 11424 (63 procent)
Brønderslev: 10214 (63 procent)
Mariagerfjord: 12095 (62 procent)
Rebild: 8575 (61 procent)
Hjørring: 17557 (61 procent)
Frederikshavn: 15380 (61 procent)
Aalborg: 42749 (55 procent)
Dykker man yderligere ned i undersøgelsen, viser det sig, at jydekrogen ikke kun er geografisk betinget - den sidder også på nogle ganske bestemte bilmærker: Volkswagen, Peugeot og Toyota.
- Det er ”Middle of the Road-biler” og gode og solide bilmærker. Lækre og dyre biler ses sjældent med trækkrog, og trækkroge associerer hverken til sportsvogne eller dyre direktionsbiler. Men folk med trækkrog ser stort på den slags. De ser på, hvad der er praktisk, siger Christian Grau.
Og skulle man få den tanke, at det så altså ikke er fint nok at køre rundt med en trækkrog, kan man godt tro om igen. For i Ringkøbing-Skjern Kommune, som også ligger i top 5 over trækkrogs-elskende kommuner, er man stolt af tallene.
- Det er en del af vores selvforståelse at have en trailer at komme rundt med. Det handelr ikke om prestige, men om at hjælpe sig selv, køre på genbrugspladsen eller byggepladsen, når det passer en. Men det handler også om at kunne give naboen en hjælpende hånd. Det ligger i vores dna, siger Kristian Ahle, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing- Skjern Kommune.
Ikke overraskende lander hovedstadsområdet og Nordsjælland i bunden i undersøgelsen. I Hørsholm Kommune er det kun 28 procent af bilerne, der er med trækkrog.