Jyske Bank overtager store dele af Fjordbank Mors
Foto: TV2/Nord
[size=2]Jyske Bank køber nu store dele af Fjordbank Mors. 47.000 kunder skifter dermed bank.[/size]
Jyske Bank køber dele af Fjordbank Mors, der krakkede i juni i år. Samlet får Jyske Bank alle kunder med engagement under fem millioner kroner og udvalgte kunder med engagement over fem millioner med et naturligt tilhørsforhold til Mors og omegn,
oplyser banken.
47.000 kunder fra Fjordbank Mors bliver nu kunder i Jyske Bank i stedet. Samlet har de udlån på 2,7 milliarder kroner og et samlet indlån på 3,7 milliarder.
- Vi ser frem til at byde tidligere Fjordbank Mors kunder velkommen i Jyske Bank. I 34 år har Jyske Bank været repræsenteret i Nykøbing Mors, og med dagens køb signalerer vi, at vi fortsat ser et potentiale i dette lokalområde, siger bankdirektør Jørgen Christensen.
Handlen er betinget af Finanstilsynets og andre relevante myndigheders godkendelse. Den 26. juni smed Fjordbank Mors håndklædet i ringen og overgik til statens skraldespandsselskab for banker, Finansiel Stabilitet.