Keller møder ubesejret tysker
Foto: Peter Mortensen (Arkiv)
Torben Keller boksede senest i april, og nu er han klar til at gå i ringen igen mod en tysk knockout-konge.
Torben Keller skal i ringen 13. september i København. Her får han hård og ubesejret tysk modstand.
Bokseren Torben Keller går om få uger i ringen ved Nordic Fight Night-stævnet i Tap1 i København, og nu er der sat navn på hans modstander.
Det bliver den ubesejrede tyske bokser, Arman Torosyan, som blandt andet har slået den danske bokser Reda Zam Zam ved et stævne i Århus, og som har vundet ni af sine 12 sejre på knockout.
Torben Keller kender Torosyan særdeles godt, da de to ved flere lejligheder har sparret, og der venter Keller en hård opgave mod den 30-årige tysker.
Oprindeligt var der udset en Ukrainsk, ligeledes ubesejret, modstander til Torben Keller, men han blev indkaldt som soldat, og siden inden der blev fundet frem til tyskeren, har flere navne været oppe at vende, fortæller Torben Keller.
Han befinder sig i øjeblikket i Aalborg, men rejser om få dage til København, hvor han skal forberede sig endeligt til kampen.