Kioskrøveri i Brovst

Røveren er flygtet fra stedet med 750 kroner.

Kort før klokken 11 mandag formiddag kommer en maskeret mand ind i spillekiosken Vegas i Brovst.

Han griber fat i kioskens ejer og holder en kniv hen foran ansigtet på ham. Han får udleveret 750 kroner og flygter derpå fra stedet gennem bagindgangen.

Han har sat kursen nordpå mod Bratskov på en blågrøn Puch Maxi.

Vicepolitikommissær Jens Erik Poulsen leder efterforskningen, og han er optimistisk i forhold til at finde røveren.

- Jeg tror, sandsynligheden for at finde ham er stor. Noget tyder på, at det er en af de lokale. Det ser ikke ud til at det er det mest professionelle røveri, vi har set endnu, så vi tror nok vi skal finde ham, siger Jens Erik Poulsen til Tv2/Nord.

Ved femtiden havde politiet ikke fundet røveren, og de havde heller ikke fået nogen henvendelser. Det oplyser vagtchef Jan Stagested.

Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner, der måtte have set manden eller knallerten i området inden røveriet.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Manden beskrives som:

  • 16-18 år - måske 20

  • 180 centimeter høj

  • Meget tynd

  • Lyst, muligvis farvet hår

  • Mørklødet i huden

  • Han bar et gult og sort tørklæde over ansiget, en rød og sort strikhue på hovedet

  • Blå jakke og blå bukser

  • Flygtede på en blågrøn Puch Maxi
  • TV2/Nord har set nærmere på røveribølgen i Nordjylland. Se med 19.30


    Seneste nyt

    fra Nordjylland