Krig i kolonihaven
Et forsøg på at bilægge stridighederne i haveforeningen Brixlund i Nørresundby endte resultatløst i dag.
Der er udsigt til flere bitre opgør og endnu flere dyre advokatregninger for den lille haveforening Brixlund i Nørresundby.
Foreningen ligger ellers nærmest økonomisk i ruiner, efter fem års forskellige stridigheder med deraf følgende dyre advokatregninger.
I dag valgte haveforeningen ny bestyrelse, men den skal ikke regne med at slippe for mere ballade.
Haveejeren Poul Nielsen har nemlig tænkt sig at at kræve erstatning, for det han kalder uretmæssig udsmidning af foreningen. TV2 Nord har tidligere fortalt, hvordan han selv valgte at nedrive sit kolonihavehus i frustration, og for at sikre, at det ikke blev solgt under fødderne på ham.
Flere haveejerne vil nu sætte deres huse til salg i protest over, at balladen fortsætter.
Som en konsekvens af de dyre advokatsalærer blev kontingentet i dag hævet fra 1400 til 2000 kroner om året.