Kronprinsparret oplever Skagens kultur
Foto: Rune Borre-Jensen
Kappelborg i Skagen indvies af Kronprinseparret
Skagens nye kulturhus Kappelborg blev mandag indviet af Kronprinsen og Kronprinsessen. Senere besøgte parret Skagens Museum, hvor de fik et indblik i en del af den nordjyske kunstskat.
Det nye kulturhus Kappelborg i Skagen kunne officielt slå dørene op mandag, efter at Kronprinsparret indviede huset. Selve indvielsen foregik udendørs, hvor masser af børn og voksne fra Skagen var mødt op for at få et glimt at det royale par. Det nye kulturhus huser både et bibliotek, en biograf og musikskolens lokaler. Efter den officielle indvielse blev Kronprinsparret vist rundt i det nye kulturhus. Her skrev de som de første gæster i kulturhusets gæstebog.
Efter besøget på Kappelborg fortsatte Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary til Skagens Museum, hvor parret blandt andet fik lejlighed til at se udstillingen "Skagens Guld", som indeholder skagensmalerier, der til daglig er i privat eje.
Museumsdirektøren ved Skagens Museum, Lisette Vind, oplevede besøget som hyggeligt og afslappet.
- Kronprinsparret kan deres kunsthistorie, og de spurgte meget interesseret til de billeder, der er privat ejede og som nu er udstillede på museet, siger direktøren og fortsætter:
- Det er min fornemmelse, at de godt kunne bruge et par timer mere her.