LO's Jobpatrulje i Thy og Mors
Mandag kommer LO's jobpatrulje til Nykøbing Mors og Thisted for at tjekke arbejdsforholdene i landsdelen. Den lokale folketingskandidat, Simon Kollerup (S) er inviteret med på turen.
LO's jobpatrulje er fagbevægelsens hjælp til unge fritidsjobbere. Hver sommer kører jobpatruljen rundt i hele landet og besøger arbejdspladser, hvor der arbejder unge.
Mandag tager jobpatruljen til Thy og Mors, den nordjyske folketingskandidat Simon Kollerup tager med.
- Jeg håber i sagens natur på, at vi på mandag kun finder gode og veldrevne arbejdspladser her i vores landsdel. Det er vigtigt, at der er ordentlige arbejdsforhold, også for vores unge medarbejdere - derfor tager jeg med ud for vel selvsyn at se, hvordan det står til, siger Simon Kollerup forud for mandagens besøg i regionen.
Jobspatruljens koordinator udtaler om besøget i Thy og på Mors på mandag.
- Vi glæder os altid til at komme til Thy og Mors. Selvom det for hovedpartens del ser godt ud på arbejdspladserne, så finder vi altid problemer. Vores opgave er at få sat fokus på netop problemerne, så de ikke er der, næste gang vi kommer, siger jobpatrujlekoordinator, Rasmus K. Jakobsen.