Mand dømt for fire voldtægts-forsøg
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En ung kvinde blev forsøgt voldtaget under en løbetur i Aalborg fredag eftermiddag.
Anbringelse og udvisning. Sådan lød dommen i dag over mand, som på halvanden måned sidste sommer forsøgte at voldtage fire kvinder i Aalborg Centrum.
Den bulgarske mand var fra juli til august sidste år på et frygteligt voldtægtstogt, hvor han overfaldt og forsøgte at voldtage fire kvinder. I dag kendte Retten i Aalborg ham skyldig ifølge anklageskriftet.
Dermed er der sat punktum i en sag, der startede med et overfald på Kastetvej 22. juli 2014, hvor han greb en kvinde bagfra og løftede hende ind i en baggård. Her forsøgte han at voldtage hende, men da en person kom forbi, lykkedes det ofret at slippe væk.
Blot fire dage senere slog han til igen mod en kvinde, som han havde fulgt efter fra Jomfru Ane Gade mod Maren Turis Gade den 26. juli. Her forsøgte han i en gård at voldtage kvinden, men det lykkedes hende at slippe fri.
Det tredje forhold i anklageskriftet skete en måned senere den 29. august, hvor manden var fulgt efter en kvinde ad Gråbrødregade, hvor han først pressede kvinden op mod en mur, og efterfølgende løftede han hende ind i en gyde. Her forsøgte han at voldtage kvinden, men da hun skreg, opgav han.
I det sidste forhold i anklageskriftet var han tiltalt for at være fulgt efter en kvinde ind på banegården i Aalborg, hvor han kontaktede hende, mens hun sov på en bænk. Herefter løftede han hende halvt sovende over i Kildeparken, hvor han flere gange sparkede hende i maven og forsøgte at voldtage hende, men hun fik revet sig løs og slap fri. Dette overfald fandt sted den 2. september 2014.
Manden blev dømt til anbringelse, som er dom til anbringelse i hospital for sindslidende eller i anden institution, og dommen indebærer til forskel fra en behandlingsdom, at ændring eller endelig ophævelse kun kan foretages af retten, og at friheder kun kan meddeles af retslige myndigheder.
Når dette er sket, sendes manden tilbage til Bulgarien.
Manden modtog dommen.