Mand løsladt igen i brandsag
Foto: TV Midt /Vest
Overvågningsbilleder fra værtshuset Fort Indian i Thisted.
Lokalpolitiet i Thisted løslod tirsdag eftermiddag den mand, der var anholdt i sagen om den påsatte brand i værtshuset For Indian i Thisted.
Den mand, der mandag aften blev anholdt for at have sat ild til værtshuset Fort Indian i Thisted, er blevet løsladt igen. Det skriver TV MIDT/VEST.
TV/MIDT-VEST havde mandag aften vist overvågningsbilleder, der viste hvordan gerningsmanden brød ind i værtshuset og hældte brændbar væske ud på gulvet. Umiddelbart efter fik politiet en henvendelse fra en borger, der genkendte gerningsmanden. Politiet rykkede med det samme ud til mandens bopæl, hvor de ransagede hans hjem, anholdt manden og sigtede ham i sagen. Men efter at have undersøgt sagen, har politiet altså valgt at løslade manden igen:
- Vi er nu færdige med vores undersøgelser, og på det grundlag har vi ikke fundet grund til at mistænke den anholdte - derfor løslader vi ham, siger kriminalassistent Erik Krogh Pedersen til TV MIDT/VEST.
Politiet har blandt andet ransaget mandens bopæl, men har ikke fundet noget mistænksomt:
- Han ligner manden fra overvågningsbillederne, men der ikke andet, der tyder på, at han er gerningsmanden, siger Erik Krogh Pedersen til TV MIDT/VEST.
Politiet er forsat meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner og fra folk, som mener, at de kan genkende gerningsmanden på overvågningsbillederne.
Signalement af gerningsmanden:
- Mand
- 20-30 år
- 170-180 centimeter høj
- Almindelig af bygning - måske lidt veltrænet
- Går i hiphop-tøj
- Løstsiddende bukser og hættetrøje
- Kondisko