Massiv modstand mod supermarked
Discountkæden LIDL møder massiv modstand mod ny butik i Nørresundby. En gruppe vrede beboere afleverede tirsdag 2000 underskrifter i protest mod projektet.
Beboerne er utilfredse med LIDL's planer om at bygge et stort supermarked lige uden for deres dør på hjørnet af Forbindelsesvejen og Niels Berthelsens Vej.
- Vi har ni dagligvareforretninger i forvejen her i området, så vi kan altså sagtens få stillet vores indkøbstrang der, siger Kirsten Ziegler der står bag modstanden mod det nye supermarked.
Dårlige parkeringsforhold og tung trafik
Kirsten Ziegler frygter blandt andet at parkeringsforholdende ved det den nye discountbutik, ikke kan følge med.
- Jeg forudser, at folk vil parkerer inde på villavejene, og at der vil komme mere tung trafik i villakvarteret, når butikken skal have varer, siger Kirsten Ziegler.
LIDL lovet lokalplan
Tilbage i oktober besluttede det gamle Aalborg byråd ellers at lave en lokalplan så LIDL kunne bygge deres supermarked. Nu har kommunen valgt at borgerne alligevel skal høres.
- Man har stillet en virksomhed i udsigt, at man vil lave en lokalplan, så der skal altså vægtige argumenter til, før vi fraviger den beslutning, forklarer Mariann Nørgaard, Rådmand for Teknik- og Miljøforvaltningen i Aalborg kommune.
Aalborg kommune skal nu vurderer argumenter for og imod, før de beslutter om, der skal bygges en LIDL i Nørresundby.