Naturfredningsforening vil standse fyrværkeri
Foreningen har ikke opgivet at sætte en stopper for fyrværkeri, hvor 55.000 raketter skal fyres af med 40 raketter i sekundet i godt 20 minutter
Danmarks Naturfredningsforening forsøger fortsat at standse danmarkshistoriens største fyrværkeri på Hjallerup Marked torsdag aften.
Kommunen forstår ikke DN
Brønderslev Kommune meldte tirsdag ud, at kommunen ikke vil stille sig i vejen for fyrværkeriet.
Naturfredningsforeningen har ellers forsøgt at få kommunen til at skride ind med henvisning til miljøforureningen ved at knalde 55.000 raketter op i den blå luft på kort tid.
Kommunen mener ikke, at der er noget til hinder i miljølovgivningen for at brænde 40 raketter af i sekundet i godt 20 minutter. Hver raket står med otte centimeters mellemrum på et areal, der svarer til to fodboldbaner.
Fyrværkeriet forurener
DN fastholder dog kritikken, og at affyringen vil sende store mængder tungmetaller og svovl ned over engarealerne ved markedspladsen i Hjallerup.
- Det her er virkelig en sviner. Derfor har vi bedt Sikkerhedsstyrelsen, der tager sig af fyrværkerilovgivningen, vurdere, om reglerne er overholdt. Men det haster jo, når fyrværkeriet allerede er torsdag, siger miljømedarbejder Allan Andersen fra Danmarks Naturfredningsforening til Ritzau.
Han mener ikke, at kommunen har forholdt sig til det miljømæssige i sagen, og at der ikke er lavet en miljøvurdering af det kolossale fyrværkeri. Ifølge arrangørerne bliver det dobbelt så stort som fyrværkeriet ved indvielsen af Storebæltsbroen.
Fyrværkeri som rekordforsøg
Arrangørerne vil da også forsøge at få fyrværkeriet med i Guinness Book of Records. Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) er blandt de sandhedsvidner, der skal holde øje med, at rekordforsøget går ærligt til.
De 55.000 raketter stammer fra et restlager, der ikke kan sælges, men som godt må bruges til festfyrværkeri under kontrol af godkendte fyrværkere.
Bag rekordforsøget står firmaerne Højen og Magic Fyrværkeri ApS i Holstebro og L.C.H. Import A/S i Aalborg. De har længe drøftet et rekordforsøg og tilbød sig til Hjallerup Marked, der har taget imod tilbuddet med kyshånd.
- Det her handler også om nogle firmaer, der er brændt inde med en masse fyrværkeri, som de i stedet for at betale for at få bortskaffet forsøger at slippe af med til skade for naturen, siger miljømedarbejder Allan Andersen fra DN.
/ritzau/