Nibe præsenterer fire navne - godt og blandet
Foto: Pressefoto
En Nibe-selvfølgelighed og en britisk X Factor-vinder er blandt de seneste tilføjelser til Nibe Festivals program.
Nibe Festival har travlt med at afsløre årets program. Igen og igen serverer Peter Møller Madsen og kompagni små bidder af det store program, der til slut skal udgøre den 30. udgave af festivalen.
Torsdag kom fire ny navne til og mens to efterhånden kan kaldes veteraner i Skalskoven, skal de to andre optræde for henholdsvis første og anden gang.
Lars Lilholt Band er på programmet, og ville af rigtig mange også have været savnet, hvis ikke de kom. I 1988 var bandet festivalens første "rigtige" hovednavn
Derudover er Folkeklubben, der fik et gennembrud på tværs af generationer med protestsagen Fedterøv at finde i Nibe anno 2014. De debuterede i Nibe sidste år og præsenterer en gasolinsk gadepoesi, som rammer rigtig bredt og lige ind i rigtig manges liv.
På trods af en meget begrænset sommertour får Nibe Festival fornøjelsen af de skumle, skøre, skønne og helt igennem seværdige drenge fra Suspekt. Orgi-E, Bai-D og Rune Rask forstår at starte en fest og Nibe festival forstår at feste. Et skønt par.
Torsdagens sidste offentliggørelse er også den eneste udenlandske. James Arthur vandt X Factor 2012 i England og er siden blevet et hit uden for hjemlandet. På P3 blev titelnummeret til debutalbummet "You're Nobody Till Somebody Loves You" udvalgt som P3's Uundgåelige og fik kraftig rotation herefter.
NibeFestivl fortsætter med at dryppe nye navne til programmet, der forventes helt offentliggjort omkring 1. april. Allerede nu er en tredjedel af billetterne solgt og i oktober blev 1000 billige partout-billetter solgt på tre timer.