Nordjyde sigtet for hvidvask og skattesvig for kæmpe millionbeløb

Nordjyllands Politi har mandag anholdt en 35-årige nordjyde, som man mistænker for hvidvask og skatteunddragelse for op mod 200 millioner kroner.

En 35-årige nordjyde er blevet anholdt og sigtet for omfattende skattesvig og hvidvask for et trecifret millionbeløb.

Det oplyser efterforskningsleder Jan Brun Sørensen, der er politikommissær ved afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, som leder efterforskningen af sagen.

- Jeg er tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelse i denne sag om omfattende økonomisk kriminalitet, siger Jan Brun Sørensen.

Manden er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det er småt med oplysninger i sagen, fordi der er nedlagt navneforbud. Men én ting, vil politiet dog sige:

- Kriminaliteten er foregået over hele danmark. Sådan er det med økonomisk kriminalitet – det har det med at brede sig som ringe i vandet, lyder det fra politikommissær Jan Brun Sørensen. 

Hvidvask og skattesvig i to år

Nordjyllands Politi mener, at den 35-årige mand i en periode på to år har lavet omfattende hvidvask, skatteunddragelse og momsunddragelse for op mod 200 millioner kroner via sine selskaber i årene 2021 og 2022.

For nuværende kan Nordjyllands Politi ikke oplyse mere om sagen af hensyn til den aktuelle efterforskning og politiets arbejde med sagen.

- Men jeg kan da slå fast, at vores efterforskning i sagen naturligvis fortsætter, så vi kan få alle omstændighederne belyst, siger Jan Brun Sørensen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Krav om varetægtsfængsling

Tirsdag skal den 35-årige mistænkte fremstilles i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden kommer til at fremstille et krav om varetægtsfængsling.


Seneste nyt

fra Nordjylland