Nordjyder valfarter til byggemarkeder
Foto: Daniel Mikkelsen
Langfredag var en travl dag i byggemarkederne. Her i Jem og Fix i Hobro.
Langfredag er gået fra at være årets helligste dag, hvor alt var lukket, til at være en af de travleste dage for byggemarkederne.
Langfredag er en af de mest hellige dage i følge Kristendommen. Men den tid, hvor alt gik i stå langfredag, er for længst forbi. I stedet er det nu en af de travleste dage for landets byggemarkeder, der stort set alle sammen holder åbent hele påsken - inklusiv langfredag.
Jem og Fix i Hobro holdt fredag åbent fra klokken 9-19, og ifølge butikschef Thomas Kristensen, er langfredag en af årets travleste dage:
- Det er virkelig hektisk her i påsken. Vi har haft meget travlt, og det er helt klart en af de travleste perioder på året. Folk skal have købt materialer ind, så de kan ordne deres haver, og det kan vi godt mærke, siger han.
Det har ikke altid været muligt at bruge påskedagene til at handle ind. Indtil 1991 var det forbudt for butikker at holde åbent langfredag, ligesom offentlige forlystelser og sportsarrangmenter heller ikke var tilladt på dagen.
Ifølge Biblen blev Jesus korsfæstet og begravet på langfredag, og derfor er det en af de vigtigste helligdage i den kristne tro. Provst i Hvornum Kirke, Jørgen Egebjerg Pontoppidan, havde dog kun cirka 25 kirkegængere til gudstjeneste langfredag:
- Selv om langfredag i kirkelig sammenhæng er en sorgens dag, så synes jeg også, at der skal være plads til andet end at gå i kirke. Men det ene behøver ikke at udelukke det andet. Jeg kan for eksempel også godt finde på at gå i byggemarked på dagen, men jeg synes bestemt også, at man skal gå i kirke. Husk på, at var det ikke for kirken, så havde vi slet ikke den her helligdag, siger han.